Sundhed – Hva´er det?

Blogindlæg .

Sundhed – Hvad er det?

Synes du at det kan være “besværligt” at vælge det sunde til når du skal planlægge familiens aftensmad? Og hvad er egentlig sund mad?

Der findes rigtig mange kostråd og de fleste mennesker har en holdning til hvad de mener er sundt og ikke.

Nogle mener at vi skal leve vegansk og undgå alt fra dyr, andre er vegetarer og vælger alt kød fra. Flexitarer er som vegetarer, dog spiser man som flexitar fisk og skaldyr.

Andre sværger til paleo kost, også kaldet stenalderkost hvor vi forsøger at leve som vores forfædre og spiser det vi som udgangspunkt kan finde i naturen, masser af kød, nødder, frugt og bær. En diæt som har været meget populær eksempelvis i cross fit verdenen.

I en periode skulle vi alle undgå gluten og mælkeprodukter og flere ”eksperter” var ude at sige at det næsten var gift for kroppen.

Så er der sense kuren som anbefaler at vi spiser efter hvor stor en hånd vi har.

5/2 kuren , som er en slags fastekur tiltalte også mange og blev en populær kur verden over. Navnet indikerer kurens metode, nemlig at man ”faster” 2 dage om ugen og spiser almindeligt i 5 dage. Dog indtages et lille antal kalorier på fastedagene, 500 kcal for kvinder dagligt og 600 kcal for mænd.

Der findes som nævnt et utal af kure og hvis du er forvirret så forstår jeg det 100 %.

Jeg vil ikke gøre mig til dommer over de forskellige diæter men vil i dette indlæg komme med min helt personlige holdning til hvad jeg mener sundhed er og beder dig huske at dette er helt baseret på egen erfaring, egne oplevelser (har nemlig prøvet alle kure der findes 😊) , test af diverse diæter i forhold til min uddannelse som kostvejleder.

Jeg har en ufanatisk tilgang til det at leve sundt og tror ikke på skrappe restriktioner, kalorietælling, vejning af al mad, forbud og andre ting forbundet med at være på kur som har en negativ klang.

Til gengæld tror jeg på at mad er kærlighed til dig og din krop, og den mad vi spiser kommunikerer med vores celler, tarme og hjerne.

Jeg ser kroppen som en helhed og det gælder efter min mening om at ”tale pænt” til dig selv, og det kan gøres på mange måder. Det kan blandt andet gøres ved at spise mad som din krop arbejder godt med og som vi ved er godt brændstof.

De fleste mennesker kan formentlig optimere deres forbrug af grøntsager som vi ved tilfører kroppen mange gode næringsstoffer og samtidig er de lav på kalorier. Men det betyder ikke at vi er usunde fordi vi en dag ikke får så meget grønt, det handler alt sammen om balance.

Jeg tror på sammenhængen mellem krop og hjerne , og er overbevist om, at vi ikke bliver gladere mennesker af at skælde os selv ud når vi ”falder i”. Så min kærlige opfordring er, at du nyder det, når du spiser noget som du ikke mener er ”sundt”.

Sundhed er også at være mentalt sund og gøre ting der gør dig glad og hvis det er en cafetur med veninderne og du har lyst til den der lækre burger med alt det snask man kan forestille sig og de der lækre tykke fries med aioli så er det OKAY!:😊.

Vi udskiller lykkehormoner i mange situationer. Blandt andet når vi nyder et godt måltid mad med mennesker vi holder af, eller når vi spiser den kage vi har forbudt os selv i lang tid. Og så ville det da være synd hvis den glæde skulle ødelægges ved at du bliver sur på dig selv over at du har en viljestyrke som en ”regnorm”.  Tag hellere og nyd det, nyd smagen og tal pænt til dig selv.

Vi udskiller også lykkehormoner når vi træner så der er mange gode grunde til at træne regelmæssigt. Når vi træner opbygger vi styrke og muskelmasse som hjælper os til at bevare en stærk og smidig krop og ikke mindst et yngre udtryk.

Så sundhed er mange ting og jeg synes man skal passe på med at gøre det mere besværligt end det behøver at være. Det er blandt andet det jeg gerne vil give videre på min Bootcamp – Kvinde Elsk dig. Jeg opfordrer til at man fokuserer lidt mindre på vægten og mere på følelsen du har i kroppen. Er du glad og taler du pænt til dig selv så kvitterer kroppen med en skøn følelse og måske vil du opleve at det ikke er tallet på vægten der er afgørende for din lykke.

Jeg har efterhånden haft en del kvinder under mine vinger og har oplevet hvordan fokus flytter sig undervejs i et forløb.

Jeg havde en klient som opsøgte mig med et ønske om et meget specifikt vægttab. Det vil med andre ord sige at hun næsten allerede fra starten havde dømt det til at være et nederlag hvis ikke hun tabte præcis de 5 kg der var hendes ønske. Men så skete der noget fantastisk undervejs, hun blev så glad af at træne og selvtilliden og selvværet voksede nærmest for hver træning. Da forløbet sluttede havde hun ”kun” tabt sig 2,5 kg, men var på ingen måde ked af det, men lykkelig over at hun havde fået det så godt med sin krop og hun var kommet til at elske sin træning😊.

En anden klient oplevede det ønskede vægttab men den gode følelse fulgte ikke med. Hun synes at det stressede hende at nå at lave den sunde mad, træne, sove nok, drikke vand og kunne ikke se sig selv fortsætte den livsstil. Det tog vi en snak om og hun fik tilpasset træning, kost og livsstil så der var plads til at ”leve”.

Jeg har set flere eksempler på denne meget fanatiske og ekstreme livsstil og også selv været der. Men det er efter min bedste overbevisning ikke vejen frem. Det er for de fleste ikke holdbart på sigt og mange vil på et tidspunkt gi´op og måske helt opgive den sunde livsstil fordi man har overgjort det.

Min klare anbefaling er at man finder en god balance i det hele så man kan nyde den gode mad og slappe af når der skal slappes af.

Tid er for mange en vigtig faktor og netop derfor er jeg meget opmærksom på at lave opskrifter som er lette at gå til, hurtige at lave og sunde at spise. Der findes i dag så mange typer af færdig snittet grønt, skyllede salater, fisk i vacuum, bælgfrugter på dåse m.m. Jeg vil her å bloggen give inspiration til hvordan du netop bruger disse råvarer til hurtigt at trylle et godt og sundt ”fast food” måltid.

Jeg håber du kunne bruge dette indlæg til inspiration og hører gerne fra dig hvis der er et emne du kunne tænke dig at jeg tager fat i.

Power hilsen

Janette

NaturFit.dk

 

 

 

 

 

Del denne artiklen:
Janette Profil

Janette Søgård

Stifter af Naturfit.dk

Personlige favoritter

Bootcamps